Valg af byggegrund

Vores interesse for at bygge hus startede for ca. 2 år siden. Vi har været uheldige et par gange, hvor grunde er blevet solgt for næsen af os – selv en grund vi havde reserveret! Det har været en lang proces med en del skuffelser og spekulationer.

Vi havde i lang tid været opsat på en grund i den nye udstykning i Harridslev og ventede (u)tålmodigt på at de skulle komme til salg. Men gennem flere brevudvekslinger og telefonsamtaler med borgmesteren i Nørhald Kommune, var der ikke lige udsigt til, at de skulle komme til salg foreløbigt. Endnu engang troede vi, at vores drøm om selv at bygge hus var brast.
Heldigvis fik vi vendt blikket mod nord, hvor vi lidt tilfældigt fandt ud af, at der var grunde til salg i byen Spentrup.
Vi fik hurtigt tilsendt salgsmateriale og mange af grundene var allerede solgt, bl.a. vores første valg. Det blev således den næstbedste grund, en grund på 998 m2, som vi reserverede. Vi havde tænkt på grunden som en reserve og håbede stadig på, at vi ville få en grund i Harridslev. Men grundene lod vente på sig.

Vi havde gjort processen lidt omvendt, da vi havde valgt drømmehuset inden, at vi havde en byggegrund. Det kan ikke anbefales!

Det viste sig hurtigt, at der var flere, som var interesserede i vores grund i Spentrup, så vi måtte slå til og sige ja tak.
Vi havde endnu ikke helt vænnet os til tanken om at adressen nu hed Søndervangen i Spentrup, så der gik lidt tid inden vi var helt overbeviste og sagde god for, at byggefirmaet gik videre. Men der gik nu ikke lang tid inden vi havde vænnet os til tanken om, at det var her drømmehuset skulle bygges - og ser nu Spentrup som vores by.

Spentrup ligger i Purhus kommune (snart Ny Randers) ca. 9 km nord for Randers. Der er omkring 2.400 indbyggere og byen har bl.a. børnehave samt skole til 9. klasse. Der er gode muligheder for indkøb, da byen byder på både bageri, slagter, pizzaria og en SuperBrugsen. Busserne mod Randers kører 2 gange i timen, så muligheden er der for at komme ind til byen.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite